Ytringsfrihed, uha, uha. Et ord, der i sandhed kan blive og er blevet misforstået / misbrugt i mange sammenhænge, ikke mindst, når ubetænksomme mennesker påberåber sig retten til at udføre en sand “sviner” på andre, fordi at de falder lidt uden for samfundets stramme normer. Den “bedste” og mest tankevækkende er dog den, hvor partisoldater, i misforstået solidaritet med en politisk valg leder, påberåber sig dennes ret til at ytre sig, som om, at nogen med fysisk magt eller ved lov vil forhindre dette. Forklaring følger……….
Ja, gu’ er det da sørgeligt, endda meget, at vi oplever, at en dansk socialdemokratisk statsminister ønskes så lidt til et 1. maj arrangement, arbejdernes internationale kampdag, at der direkte opfordres til, at man skal fløjte hende ud OGSÅ I ÅR. Men, det må alt andet end lige, give den socialdemokratiske folketingsgruppe og ikke mindst statsministeren selv stof til eftertanke, når de, der historisk set, er deres kernevælgere, vælger hende fra. Sidste år, var det lærerne på Tangkrogen i Århus, der var utilfredse med håndteringen af konflikten omkring overenskomstforhandlingerne, hvor de blev lockoutet, endda meget hurtigt, og man dette på trods, vedvarende kaldte det en “lærerkonflikt.” I år, lader det til, at det er en mere bred funderet gruppe af mennesker, der ikke har til sinds, at høre på statsministerens tale om historien, frihed, velfærd og solidaritet.
Umiddelbart kan det måske nok forekomme lidt for fladt, på forhånd at aftale at fløjte en taler ud fra et arrangement. Det er nok heller ikke specielt høfligt eller dialogsøgende, men det er garanteret effektivt, og en måde at “tage ordet” på. Holder man sig til hujen og fløjten, hvor ensformigt og som flere også siger, udansk, det så end måtte være, så er det i hvert et tilfælde ikke udemokratisk eller krænkende for ytringsfriheden. Opstår der derimod fysiske tumulter, angreb med kasteskyts eller i det hele taget truende adfærd, så er det under al kritik og skal stoppes øjeblikkeligt. Da kan det tolkes, som værende et forsøg på at knægte statsministerens ytringsfrihed.
Ytringsfriheden er en “størrelse”, som borgerne i de lande, der er tilsluttet FN, er sikret i henhold til Menneskerettighedskonventionen. Artikel 10´s hovedsætning siger: “Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.” Med dette menes, retten til at udtrykke sin mening i skrift og tale, uden andres forudgående godkendelse, altså ret til uden censur at sige sin mening. Dermed også være sagt, at nok er det ikke den mest udspekulerede måde, at fortælle statsministeren på, at man er utilfreds med hendes indsats; men det er ikke en krænkelse af hendes ytringsfrihed, nok nærmere et klodset “vink med en vognstang.”
Glædelig 1. maj til den arbejdende klasse. Historisk set, er det jo det, der engang var et arbejderparti, nemlig socialdemokratiet, som har skabt det velfærdssamfund, som den yngre generation af de, der i dag kalder sig socialdemokrater, konkurrerer skarpt med de svorne liberalister, om at slå til pindebrænde.
May the force be with you! 🙂