En hestepiges erkendelser

Hu hej, som det gik over stok og sten dengang. Frem mod springet, lette sig lidt i sadlen og vupti, så landede man på den anden side af springet……………… før hesten. 😦 Heldigvis var sådan en ung hestepige ikke sådan lige til at slå ud, så det var jo bare om at komme op på krikken igen, og så indhente resten af holdet. Tja, det var så dengang, altså dengang, at det var før, og inden man blev et skravlet sentimentalt, espeløvslignende gespenst, der så absolut ikke har til sinds at kaste sit smukke korpus på ryggen af de store vilde dyr; MEN som nok skal finde en plausibel forklaring på, hvorfor det netop ikke bliver nu. “Har så travlt”. “Hesten virker ikke helt på toppen.” “Har lidt ondt i …………………… ” BVADR – SVÆKLING – TORSK – TAG DIG DOG SAMMEN!

MusseogOfelia

Åh altså, hver gang jeg står og nusser om Musse og Ofelia og fornemmer den skønne duft af hest, de enorme kræfter, som er i de to hopper, samt ikke mindst ser solen skinne ud over grønne marker eller marker hvide af sne, så drømmer jeg om, at kunne byde angsten trods, sadle en af hestene op og tage en ordentlig galopper ud over marken………. Men hver gang, bliver det kun til drømmen og tankerne om, hvad man kunne engang. Dengang man var ung, fri og frygtløs, levede i nuet og ikke tog sorgerne på forskud. Ja se, det var så dengang……………………

Engang ejede jeg en hest, en dejlig lille hoppe med ædelt araberblod i årerne, som bestemt godt kunne gøre krumspring ind imellem. Dengang fik jeg pludselig travlt med andet i livet, arbejde eller måske kort og godt at komme videre. Derfor blev den smukke lille hoppe med ædelt araberblod i årerne solgt. 😦 I mange år tænkte jeg ind imellem på, hvem der dog bare stadig havde en hest, som man kunne tage ud og besøge og tage en ridetur på; men langsomt blegnede savnet og blev i stedet til, at når jeg engang bliver rig, vil jeg bo på en gård og have mine egne heste.

Så fik jeg mit første barn, otte år efter et helt sæt børn mere; og så skete det fantastiske, at vores lille familie fandt stedet, hvor vi ville leve og bo. Gården med plads til os og til HESTE. 🙂 Der gik da heller ikke mange måneder, fra vi var flyttet ind, til vi havde fået fat i en dejlig lille stædig og gravid pony. For vores børn skulle da bestemt lære at ride. Men, så var det, at korthuset ligeså stille begyndte at falde sammen for mig. Jeg fandt nemlig ud af, at jeg skulle under ingen omstændigheder på nakken af ponyen, for tænk nu, hvis jeg faldt af den og brækkede halsen. :-O Dog gik det hverken værre eller bedre end, at udover, at den søde men stædige og lidt hidsige pony fik et hoppeføl, så løb vi ind i en dejlig gammel vallak på dengang 12. Han var en tidligere kendt traver, der ikke mere måtte stille i løb pga. alder, men som bestemt stadig var glad sød og livlig. Han skulle være min hest. Jo, jo, så jeg måtte jo til det, altså på nakken af ham.

Jeg havde godt nok svært ved at komme i gang, men endnu sværere ved at skulle miste ansigt over for både venner, veninder og min søde mand, som jo alle til enhver tid turde kaste sig op på ryggen af det høje smukke dyr. Det hjalp en smule, at jeg fik lidt undervisning på en lukket mark nogle kilometer væk; men den gamle følelse af frihed og lyst til at erobre verden fra hesteryg, den indfandt sig aldrig rigtigt igen. 😦 Ligeså stille blev det til færre og færre gange, at jeg fik sadlet op, og var der ikke nogen, som gav mig et lille “skub”, så glemte jeg behændigt, at gøre så meget andet end at nusse om hestene. En opgave, som jeg stadig er ret pjattet med.

Jeg har stadig en drøm om, engang at kunne sadle en af “tøserne” op og ride en tur ud over vores grønne marker med vinden i håret og sus i skørterne. Men, hvor dælen finder man en psykolog, som kan fjerne en så indgroet panikangst for at falde af og slå hovedet eller brække halsen, fra en halvgammel kone, som jeg? Funderer en del over, hvor angsten kom og kommer fra. Måske var det den store opgave, som jeg påtog mig, da jeg valgte at stifte familie. Måske netop det, at tænk, hvis der skete mig noget, hvad så med vores børn.  Indtil jeg finder ud af noget andet, vil jeg fortsætte med at nusse om Musse og Ofelia fra min plads på gulvet……. og så kunne vi måske i stedet få de to damer til hingst, så vi kunne få et par føl efter dem……………….. ❤

Reklamer

Om Birgit Bak

Økologisk Bonde og Stud. phil.
Dette indlæg blev udgivet i Livet på "guurden" og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s