Hold da helt ferie, nu forstår jeg faktisk bedre den lidet flatterende sætning “sikke en gås.” Dog må den i ligestillingens navn nødvendigvis have to former, så man ligeså vel kan sige “sikke en gase”. Men, det vender vi lige lidt tilbage til. 🙂
Se, når jeg sådan tillader mig at udtale mig som fagperson om dette emne, er det fordi, at min og resten af familiens, samt eventuelt interesserede besøgendes liv, netop forleden dag tog en interessant drejning, da vi fra nu af har fået vores tilværelse beriget med et ægte gåseægtepar. Når man siger ægtepar, så er det 100 % ægtepar, idet gæs er monogame, endda i en endnu højere grad, end man ellers oplever med en hvis race af pattedyr, der ellers kalder sig selv højerestående. 😉
Grethe og Gynther ankom således tirsdag aften efter mørkets frembrud, i en dejlig stor hundetransportkasse, indrettet til en hund i rottweilerstørrelse. Som de fleste nok kan se for sig, så er det ikke bare et par mindre fugle, med svømmehud imellem tæerne, som vi nu skal dele adresse med. Næ, næ, ægteparret Gås er et par virkelig imponerende fugle på størrelse med et par svaner. For så at vende tilbage til den der med “en rigtig gås /gase”……. så kan alle vel se for sig, en lidt “højrøvet” dame /herre, med næbet i sky, der hvæser ad alle, der kommer for tæt på…………………….. Jo, jo, og netop sådan ter både hr. og fru gås sig.
Grethe og Gynther er ret vilde med græs, som vi så lige i øjeblikket plukker til dem. Derudover spiser de glad og gerne valset korn og hø. Når man er i en afstand af ca. 10 meter fra den box, som de er blevet tildelt, så de kan have en fast base, at vende tilbage til om aftenen, bliver man mødt med deres meget overbevisende væsen og ikke mindst høje skrig. Og, og, og bare ét døgn efter, at de havde fået tildelt deres fremtidige hjem, lagde Grethe sit første æg i den dejlige rede af halm, som vi har indrettet til dem. Nu venter vi spændt på flere æg, og på, at når der er lagt tilpas mange, så lægger Grethe sig (måske) på dem, så vi kan få gæslinger……………………………..
Hvæsende men kærlig hilsen
Birgit