Far………. vel små månegrise…………………….. eller, eventyret om, hvorledes uskyldige dyrs skæbne kan udnyttes bedst i politisk spin

Billede

Den 13. marts 2014 blev en skæbnens dag for alle de mange grise, som i fremtiden skal opfostres i den danske industrisvineproduktion. Det var den dag, hvor eventyr som ”Svinedrengen” og  ”Kejserens nye Klæ´r” blev rodet godt og grundigt sammen og endte ud med endnu  en vidtløftig fortælling med en smudsig morale kaldet ”Topmødeerklæring – bedre velfærd for svin.”

Dissekeres historien kan den som en rigtig dragefortælling have tvedelt tunge. For hvad er det egentlig for ”svin”, der får retten til at fare vel igennem livet? Er det de små lyserøde, nogle gange sortplettede og enkelte gange brune, eller er det de samme svin, som hele tiden har haft velfærdsretten? Det må vi jo nok lade være op til den enkelte at dømme, dog bør det ske ud fra et oplyst grundlag, men helst ikke oplyst enevælde, der ellers synes at være den fremherskende styreform i det lille svinerige kaldet Danmark, lige for tiden.

Indledningsvis ser den lille fortælling jo harmløs, ja endda næsten hyggelig og doktor Doolittle agtig ud. Men allerede i tredje linje på side 1 begynder det at flimre lidt for øjnene. For hvad har ressourceeffektiv produktion og høj fødevaresikkerhed dog at gøre med, at små grise skal vokse sig større og fare vel igennem livet? Eller sagt på en anden måde, er det historieskrivning, der signalerer forståelse for, at det er levende væsner, det her ”topmøde” (??!!) handler om? Allerede i næste afsnit, kan man så læse om vækstmuligheder, som skal udspringe af de små grises gentagne  faren vel igennem livet……………. Nå men altså, nu er det jo et eventyr, så mon ikke, at det hele ender lykkeligt, i hvert et tilfælde for nogle svin………? Punkt for punkt ridses nemlig op, hvordan de små og store levende grise skal bære sig ad med at fare vel igennem deres korte liv fra fødsel til flæskesteg.

”Større overlevelse blandt smågrise.” Jo, jo og det er endda landbruget selv, der arbejder hen imod, at flere grise skal fare vel et længere stykke end bare ud igennem soens fødselsvej. ”Allerede” i 2020 forventes flere smågrise, at kunne ende deres velfærdsrejse, ikke som kolde og våde nyfødte smågrise på et staldgulv, men som store dejlige flæskestege på nyrige kineseres sukkersygefremkaldende menuer. Det er da en færd, som det vel kan betale sig at blive født til. Og når man så oven i købet er forsikret om, at ”en fælles indsats starter nu.” Hmmmmm en indsats for hvad og fra hvem og til hvilke svins fordel?

”På sigt skal alle søer gå fri.” Vauw, ja det må bestemt være en stor omvæltning for alle. Tænk, at skulle have store haller, måske oven i købet masser af halm, endda i bedste fald adgang til jord, sol og frisk luft. Kan godt se, at den slags far veller for heeele 10%  inden år 2020 af de diegivende søer, kan kræve mange års tilpasning for svinene….. ??!!?? Øøøh, sig mig, hvor svært kan det være at rive det inventar ud, dække gyllekanalerne til og få strøet noget halm? Igen en beroligende forsikring om, at ”en fælles indsats starter nu.”…………………?

”Stop for kastration af smågrise”, siger den næste glædelige overskrift. Far vel små hangrise, nu med testiklerne i behold. Det er da næsten som et rigtigt eventyr…….. nåh men nej. Det som svineindustrien har som far vel mål, er at ”kastration UDEN BEDØVELSE” skal ophøre senest år 2018. Også her har alle de historielystne læsere en forsikring om, at ”en fælles indsats starter nu.” Det er altså også frygteligt svært for svinene, det her, og slet ikke nogen god far vel historie, hvis man helt skulle lade være med at skære dingenoterne af de små hangrise. Det betyder nemlig, at man skal bekoste laboratorieprøver af nakkespækket fra alle hangrise, for at sikre, at der ikke slipper en lille lugt at handyr ud på de nyrige kineseres stegepander. For så kan det være, at far vel eksporten i stedet blev farvel til den hellige eksport til et land, der sender flere tusinde døde grise ud på far vel tur i deres floder. ”En fælles indsats starter nu” -øøhhh , what , for hvad???

”Nedbringelse af antallet af halekuperede smågrise.” Nå, nå, nå, nå, vil det altså så betyde, at svineindustrien nu vil til at overholde dyreværnsloven? Allerede nu, er det jo alene at betragte som velfærd for de mælende ”svin”, hvis man klipper halen af de små grise uden bedøvelse. Det betyder nemlig, at sidstnævnte skal fare igennem livet uden sit ”signaludstyr” og ofte med fantomsmerter i det stykke, som endte i skraldespanden. Det kan da vist få enhver lille gris til at stressbide naboen 2 centimeter væk i den mindste lille halestump, som det er muligt at fange med de klippede tænder i den snævre sti. Hvor er det ”betryggende” at vide, at svineindustrien har alle vennerne til at hjælpe med til, at fare vel hen imod, at ”en fælles indsats starter nu.”

”En styrket indsats mod mavesår hos søer og slagtesvin.” Vupti, kan huske engang, at min salige svoger var i medicinsk behandling imod mavesår. Mon det er sådan noget hvidt stads, de vil putte ned i maverne på grisene, så de kan fare vel igennem dagligdagen?  Nåh nej, der står jo, at det skal ske ved ”bl.a. styrket sundhedskontrol”. Bl.a., bl.a. BL.A.? Jamen, jamen, gad vist om søerne og slagtesvinene æder den? Måske, det kunne klares med, at de fik nogle far vel forhold, hvor de kunne røre sig, med adgang til grovfoder og andet griseguf? Men nej, for så er velfærden jo væk for de største ”svin”, der i givet fald skal bevæge sig frem og tilbage op og ned ud og ind med foder, halm og møggreb. Under alle omstændigheder, så er det en far vel ”fælles indsats starter nu.”

”Dyrevelfærd indarbejdes i månegrisprojektet.” I hvad for et far vel projekt for grise på månen? Nææh, nu bliver det da vist lige eventyrligt nok. Tja, men hvor vidtløftigt, det end måtte lyde, så har den eksisterende regering med skiftende fødevareministre nu bestemt sig for, at mange, mange flere grise kan fare vel i store beskidte staldsystemer overalt i landet. Man er endda så skråsikre på projektet, at man gladelig spytter millioner af skatteborgenes penge i, og det har man tilsyneladende tænkt sig at blive ved med, uden at spørge Etisk Råd eller andre til råds om, hvorvidt det i længden skaber velfærd for nogen som helst. INGEN fælles indsats starter nu????!!??

”Større valgfrihed for forbrugerne, når det gælder dyrevelfærd.” Hey, den stritter godt nok, for så giver man jo faktisk også forbrugerne mulighed for at vælge dyrenes faren vel igennem livet fra, gør man ikke? Man vil have slagterierne og detailhandelen til at informere mere…… Jamen altså, er det da ikke mere på sin plads, at det er den danske stat, der informerer? Siden hvornår har nogen set en gås fare vel, når den har været vogtet af en ræv? ”EN FÆLLES INDSATS STARTER NU!”

Se det skete i de dage, at der udgik en befaling fra ministeriet, at alle landets svin skulle fare vel. Så der blev indbudt til topmøde, hvor de mest betydningsfulde mødte op i deres fineste skrud. Hver eneste af de fremmødte medbragte vidtløftige gaver og store lykønskninger om et langt liv til deres vært. De nød virkelig hinandens selvgode samvær til fulde og havde svært ved at løsrive sig, selv efter, at de havde underskrevet en ejegod hensigtserklæring om ”en fælles indsats nu”, hvor ”nu” naturligvis altid vil være relativt.

 

Far vel små månegrise, og må jeres ”velgørere” komme til at lide af kontinuerligt fælles mareridt!

 

Om Birgit Bak

Økologisk Bonde og Stud. phil.
Dette indlæg blev udgivet i Fødevareproduktion og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s