Er det danske demokrati i fare?

 (skrevet på et par af mine blogge i sept. 2008, men desværre og især i dette valgår stadig meget aktuelt. )

Det kan desværre ikke skrives tit nok. Det danske demokrati er under stærkt pres. Så meget desto vigtigere er det, at vi som almindelige borgere aktivt deltager i de demokratiske processer. Vi skal forstå at bruge det demokratiske værktøj; og vi skal begynde at sætte os “ud over” enkeltsager. Vi skal tænke i helheder og alternativer, negative som positive. Som udgangspunkt til en demokratidebat kan man skue tilbage til indledningen på 2. Verdenskrig. I Tyskland men også i resten af Europa gik de fascistiske strømninger, hvor utryghed og depression fik store grupper af befolkningerne til at give køb på egne rettigheder til fordel for velfærd og tryghed – troede man! Virkeligheden kan vi læse i historiebøgerne; hvor også de, der “red med på bølgen” og opnåede fordele, til sidst endte i armod.

Hitler og hans nationalsocialister blev dengang DEMOKRATISK valgt i Tyskland. Landet var præget af frustration, og befolkningen tog med kyshånd imod hans “tilbud” om ligeværd og sammenhold om en såkaldt fælles sag. De små i samfundet oplevede, at de pludselig var noget værd, de kunne bruges til noget, og det blev de. De blev tro væbnere, der gerne angav ikke “troende” og slog andre mennesker ihjel for det såkaldte fællesskab. I løbet af meget, meget kort tid var landet omdannet fra et demokrati til et fascistisk styre. Man indførte love, der begrænsede borgernes frihed og delte befolkningen op i A og B mennesker. Man lukkede øjnene først for ydmygelser og krænkelser senere for de enorme jødeudryddelser. Man lod sig beruse af magten og de “storslåede” tanker om at yde til “Rigets Fællesskab.”

Kunne det ske igen? Hvornår begynder kontrol i et demokratisk samfund at udraddere demokratiet? Hvorfor lukkede en hel befolkning øjnene for sandheden? Ville et demokrati som det danske kunne foretage lignende valg?

“Hvis man er uskyldig, så har man vel ikke noget at frygte”, vil “de tro væbnere” sikkert sige, når en del af befolkningen udtrykker bekymring over kameraovervågning af uskyldige civile borgere på gader og stræder, der blot kigger på et ur i et butiksvindue eller står og venter på kæresten / elskeren. Endnu værre er det, at helt almindelige mennesker ikke mere kan skrive en mail eller tale i en telefon, uden at risikere at “big brother” læser / lytter med. Det er i den grad en krænkelse af individet og i total modstrid med gældende retsprincipper. Før I tiden var vi alle været uskyldige, til det modsatte er bevist. Fra og vedtagelsesdagen af diverse overvågningslovgivning er alle under mistanke, til det modsatte er bevist.

Groft sagt er den slags lovgivning meget i tråd med, hvordan fascistiske styreformer op igennem historien har fået fat i ellers demokratiske lande. I ovennævnte tilfælde handler det om, at de kapitalistiske ejerforhold bliver prioriteret højere end beskyttelsen af den enkelte borger. Man pakker bare hensigten lidt ind og forsøger at “sælge varen” ved at skifte “fortegn”. Man bruger borgernes angst for den øgede globalisering, til at krænke samme borgers retssikkerhed.

Begrebet fascisme er en strømning, der går igennem en befolkning ofte opstået pga. angst. Det kan være angst for forandringer, ydre trusler eller angst for at miste noget, man engang mener sig berettiget til. Denne strømning gør, at en del af borgerne hellere end gerne giver køb på demokratiske rettigheder og villigt lader sig styre af statsmagten.  Samme angst benytter en anden gruppe af befolkningen sig så af, til at danne en gruppering eller et parti, der med stærke slagord og løfter om tryghed, kommer til magten og hurtigt begynder at overtage landets styre. Disse magthavere, som ganske vist er demokratisk valgte, viser deres sande hensigter, gennem snigende, strammende udemokratiske og retsindskrænkende lovtiltag, samt ved hele tiden at holde borgernes angst i ”kog”.

Det være sig med:

  • diskriminerende politik over for en eller flere befolkningsgrupper.
  • ensretning og overformynderisk styring af undervisningen af børn og unge.
  • styrkelse af den kapitalstærke del af samfundet, som samtidig kan sikre partiets fortsatte magt.
  • forgudelse af det nationale, samt fortalere for, hvem der er ”rigtige” borgere i landet.
  • fremhævelse af landets nationaltro, som værende den eneste ”rigtige”.
  • passende sociale tiltag over for enkeltgrupper, for at sætte disse grupper op imod andre grupper af befolkningen.
  • en opfattelse af, at fællesskabet er hævet over individet.
  • ledere der har den rette folkeforføriske attitude.
  • gentagelse af egne dogmer i en uendelighed.

Derfor er fascismen så farlig. I alle de lande, den har raset, er den kommet ind ad ”bagdøren”. Derfor skal det mindste tiltag hen imod fascisme bekæmpes med oplysning, oplysning, oplysning.Vesten og Danmark er ikke direkte “på vej imod fascistiske tilstande”. Men der er ingen tvivl om, at fascistiske midler i store grupper af befolkningerne pt. betragtes som meget mere gangbare, end de har været de sidste mange år. Om dette så skyldes angsten for at miste nogle goder, man hidtil har haft, eller den mere generelle angst for den uundgåelige globalisering, eller noget helt tredie, fjerde, femte, det kan der jo nok være mange gode indspark på.

Dialogen og modstanden mod fascismens grimme fjæs er vigtig at holde gående. Danske politikere skal have respekt for Danmarks Riges Grundlov og Magtens Tredeling. Der skal være “vandtætte skodder” imellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Allervigtigst er det dog, at “den almindelige” borger deltager i samfundet på alle niveauer og føler ansvar og respekt for andre mennesker og for landets grundlæggende lovgivning. Man skal “gide” at sætte sig ind i sager, der ikke lige har noget med ens egen snævre dagligdag at gøre; men som kan have betydning for samfundet og for de næste mange generationer. Folkestyret kan ikke på sigt fungere, hvis det kun er halvdelen af befolkningen, der bestemmer, nemlig de, der lige har regeringsmagten i en given periode. Folkestyret skal bygge på brede forlig, for at være langtidsholdbart. Flertalsdiktatur er sårbart både mod farer udefra, men kan i sidste ende også føre til egentligt diktatur.

Om Birgit Bak

Økologisk Bonde og Stud. phil.
Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s